Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Virksomhederne sparede milliarder på lave renter i 2018

Publiceret 06-02-2019
Nyhed

Virksomhederne har de seneste år nydt godt af historisk lave renter – samlet set har rentefaldet siden 2014 sparet virksomhederne for renteudgifter på ca. 3,3 mia. kr.

Renten for et nyt erhvervslån i bankerne er faldet fra 3,1 pct. i 2014 til et gennemsnit på 1,3 pct. for 2018. I december 2018 var renten på nye erhvervslån 1,2 pct.

”Bankernes udlån til virksomhederne er til gunstige lave renter. Faldet i de effektive udlånsrenter siden 2014 gør, at virksomhederne samlet set sparede ca. 3,3 mia. kr. i 2018, hvis vi fastholder deres låneomfang over de fire år. De lavere renteomkostninger styrker virksomhedernes økonomi til gavn for både dem selv og forbrugerne,” siger cheføkonom i Finans Danmark Niels Arne Dam.

Det lave renteniveau for erhvervsudlån afspejler blandt andet ECB’s meget lempelige pengepolitik, der slår igennem i Danmark som følge af fastkurspolitikken. Desuden er konkurrencen mellem bankerne taget til i takt med, at de har konsolideret sig i årene efter krisen og har oparbejdet et betydeligt indlånsoverskud. Det har medvirket til, at virksomhederne oplever markant lavere renter end for blot få år siden, når de skal låne penge i banken.

De historisk lave renter har varet i flere år, men virksomhederne bør være varsomme med at tro, at renterne forbliver så lave. Derfor bør man indrette sin økonomi på en konsolideringsstrategi, der kan håndtere fremtidige rentestigninger.

”Virksomhederne gør klogt i at bruge de lave renter til at ruste sig til en fremtid, der ikke nødvendigvis er lige så gunstig. For nogle virksomheder kan det være en fordel at afdrage gæld og konsolidere sig, og for andre virksomheder kan det være en fordel at investere i nye produktionsmuligheder og ny teknologi, ” siger Niels Arne Dam. 

 

Læs hele Finans Danmarks analyse om virksomhedernes finansieringsmuligheder her

 

Carsten Brink

Kommunikationschef

Få opdateringer på mail

For dig, der ikke vil gå glip af nyheder fra Finans Danmark.

Tilmeld nyheder

Finans Danmark er interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark. Vores medlemmer er realkreditinstitutter, banker, sparekasser, andelskasser, danske filialer af udenlandske banker og investeringsfonde.

Læs mere om Finans Danmark og vores arbejde